Blog Image

Bloggen

At være ved sine fulde fem

Klummer Posted on %PM, June 28 2016 19:48:37

Min mors strygebræt var allerede gammelt, da jeg arvede det
i 2005. Det var sandsynligvis købt i halvfjerdserne og var både tungt og
uhåndterligt. Før den tid havde jeg et andet
arvet strygebræt af træ, blot endnu tungere. For kort tid siden begyndte min
mors eksemplar at sige fra, benene slap sammenføjningerne, alligevel lod det
sig gøre at stryge på det, bare på skrå. Ikke så lidt, faktisk! Indtil det
endelig en dag ramlede ned over min brækkede tå, og jeg indså, at tiden var
inde til at få et nyt.

Jeg valgte den nærmeste forretning af hensyn til tåen, hvilket
viste sig at være en forretning med designvarer. Strygebrætter var der nok af,
men prisen… Seks hundrede kroner for et strygebræt! Der var dog ét på tilbud,
som oprindelig havde kostet syv hundrede kroner, fordi det var en
letvægtsmodel. Og sådan et var jo lige, hvad jeg havde brug for, når jeg i min
tilstand skulle transportere det hen til bilen.

Lykkeligt hjemme fik jeg øje på sedlen, som var klæbet fast til
strygebrættet. Her stod: Dette apparat er ikke beregnet til brug af
personer med begrænsede fysiske, følelsesmæssige eller mentale evner eller
manglende erfaring eller viden, uden at de overvåges af en person, der er
ansvarlig for deres sikkerhed.

Her ud over var der tegninger af alt, hvad der kunne
gå galt; det eneste der manglede var en instruktion i at slå strygebrættet ud. Et
forsøg på det kostede mig til gengæld en bule i panden. Jeg tror dog ikke, at
jeg sagsøger dem.



Højt over byens tage

Klummer Posted on %PM, June 28 2016 19:47:15

Aldrig har
Rom forekommet så proppet med turister som dette forår, hvor vi besøgte byen. Vi
var gået ind til Piazza della Rotonda med Pantheon templet, som ubetinget er
min mands yndlingssted, og stod og så ud over menneskemylderet, da han sagde: ”Vi
kan selvfølgelig altid slå os ned på den café derovre, ligesom vi plejer. Men
vi kan også gøre noget andet. ” Hvorpå han styrede over mod til Hotel Minerva,
et af Roms mest eksklusive hoteller.

Kort efter trådte vi ud på Roof Garden , en
kæmpe tagterrasse med hviddugede borde og hvide kurvemøbler under en hvid
baldakin. Herfra var der en storslået udsigt over Roms tage og pladser. Vi slog
os ned ved siden af et amerikansk selskab og bestilte en drink til tredobbelt
pris, ledsaget af de obligatoriske små trekantede sandwiches uden skorpe.

Det mest
bemærkelsesværdigt var den svale, vidunderlige fred, larmen nede fra piazzaen var
forvandlet til en mumlen. Til gengæld var duerne usædvanligt nærgående og hoppede
rundt på bordene, mens de forsøgte at snappe brødet fra tallerkenerne. En mand henne
fra amerikanernes bord rejste sig og forsøgte at jage dem væk. Vi faldt i snak,
og han fortalte, at han havde besøgt København i sin tid for at være med til at
afgøre, om Danmark skulle være vært for De Olympiske Lege. Og sådan fløj tiden
behageligt af sted oppe over Roms tage.

Jeg er min
mand evigt taknemmelig for at have ført os til denne oase af ro og skønhed midt
i trængslen. Idéen er hermed givet videre.



Kur mod stress

Klummer Posted on %PM, June 28 2016 19:40:40

Det sker, at
folk omkring én går ned med stress, især de unge. Men i udtrykket ”at gå ned”
ligger, at man også kommer op igen; dog af og til i en sørgeligt forandret
udgave. Nogle alvorligt invaliderede, skadet på hjernen, andre vågner op med
lammelser i begge ben, atter andre har mistet synet… Risikoen er høj,
advarslerne står i kø.

Men tendensen er klar: De som er i arbejde, arbejder
meget og intenst, og så er der de andre, der bare drømmer om at få job.
”Hvorfor kan man dog ikke dele arbejdet?” spørger vores tyske slægtning; men
tyskerne er nu også blevet så rabiat humanistiske på det seneste…

Men findes
der ingen kur mod stress, inden den kommer snigende eller farende? Jeg tror,
jeg har et bud: I dalen ud for vores italienske hus kan man hver dag ved
middagstid se hyrden komme med sin fåreflok, ledsaget af sine fire hunde. Han
går langsomt, afpasser tempoet efter fårene; det er meningen, at de skal føres
ned til drikkestedet ved floden, der løber igennem dalen.

Mens de drikker,
hviler han, lænet op af sin stav. Senere går han lidt omkring, men det meste af
tiden står han bare, mens solen langsomt flytter sig. Regner det, slår han sin
paraply op og står under den, mens han lader hundene gøre arbejdet. Sidst på
eftermiddagen trækker hjorden tilbage mod gården. Jeg ved det, for jeg har længe
betragtet ham gennem min kikkert.

Der skal uden tvivl et særligt temperament til det
arbejde, men måske var det et job for stressramte. En kur ligefrem?



Værdier

Klummer Posted on %PM, June 14 2016 18:04:42

Den gamle
dame, der bor ovenpå i vores italienske hus, har ikke meget. Til gengæld byder
hun gerne på kaffe og biscotti (kiks), samt chokolader til vores barnebarn, som
er på besøg med sine forældre. Om ikke
andet, hejser hun en julekugle i en snor ned til ham fra sin altan. Hendes
bolig består af to stuer og et køkken med et smalt aflukke, hvor hun sover på
en divan.

Til gengæld har hun to små altaner med den allerskønneste udsigt over
bjergene. Hendes malede vægge i stuerne skaller, salpeteren drysser af i flager;
men hun har et loftsmaleri i den pæne stue af en ørn, der svæver roligt på en
lyseblå himmel. ”Ørnen bærer modet i hjertet,” står der neden under.

Hendes liv
har været ganske hårdt. Hendes far døde i krig, da hun var lille, hendes mand
døde i krig, da hendes børn var små. Nu har hun to sønner, der begge er
soldater. Billederne står ovenpå glasskabet; hun fortæller gerne om dem.

Pensionister
hernede modtager i social pension, svarende til vores folkepension, 600 Euro om
måneden, altså 4.500 Kr. Til gengæld ejer de fleste pensionister deres boliger
og kræver ikke meget til livets ophold. Det sociale liv består af kirken og samværet
med de andre kvinder uden for i solen på en trappesten; mændene samles på
torvet.

Jeg havde længe funderet over, hvordan hun kom op ad de stejle trapper
til sin bolig. Nu ved jeg det! Hun kravler. Med sine 88 år, opsvulmede ben,
dårlige hjerte og dårlige ryg. For friheden er værdifuld, og hun må som ørnen
bære modet i hjertet.



Processioner

Klummer Posted on %PM, June 14 2016 18:02:46

Det var
ganske vist! Det havde stået på en seddel ved indgangen til vores gade: Næste
dag ville en procession af arbejdere gå gennem gaden for at fejre en festdag. Næste
dag skinnede solen, vi lå på terrassen og var lige ved at falde i søvn, da der lød
munter hornmusik et sted i byen. Arbejderprocessionen! Vi skyndte os ind og skiftede
tøj, så ud ad døren og i retning af musikken.

Optoget var
nået til torvet. Det var stort, og forrest skimtede vi faner og blomster og
figurer på stænger. Vi faldt ind i rytmen. Nu lød musikken pludselig ikke så
munter mere, snarere lidt i mol, for ikke at sige en smule dyster. Folk så også
temmelig nedslåede ud, bemærkede jeg.

Optoget standsede ud for mindesmærket for
de faldne soldater i 2. Verdenskrig. Nå, ja, en passende anledning til at hædre
dem, tænkte jeg, og vi gik tættere på for at høre talerne. Det var på det
tidspunkt, vi så den åbne rustvogn med kisten, som var kørt forrest. Og blomsterkransene,
anbragt på bærepinde, og krucifikset, som en af kordrengene bar, foruden præsten.
Vi var kommet med til en begravelse.

Nu deltes
optoget. Rustvognen kørte videre til kirkegården med de nærmeste, og resten af
følget gav hinanden hånden og gik hver til sit. Vi kom til at gå bagefter
kordrengene på vej hjemad. Den ene svingede nonchalant krucifikset over skulderen,
mens den anden røg en cigaret.

”Det var
sådan en morsom gammel kone, der blev begravet i dag,” fortalte en af vores
bekendte senere. Jeg håber, hun har moret sig.



Ude godt…

Klummer Posted on %PM, June 14 2016 18:00:33

Vi har
forladt vores hus i Abruzzo for at besøge Lucca i Toscana. Tiden er inde til at
se noget andet af Italien, så vi har lejet en lejlighed i Lucca i tre
dage. Vi bor i den gamle bydel med dens
middelalderhuse og snævre gader, hvor biler stort set er erstattet af cykler.

Det er også her de elegante butikker findes med verdens førende mærker,
parfumerier, guld og sølv og selvfølgelig udsøgte restauranter. Dette er
Vesten, tænker jeg. Samlet i en af Europas gamle rige handelsbyer med prægtige
kirker og fantastiske bygningsværker. Gammel kultur, gammel rigdom.

Vi har slået
os ned ved et bord uden for en café, da en afrikansk kvinde kommer hen imod os
for at sælge sine træsmykker. Vi afslår at købe, hvorefter hun går over til at
tigge, til sidst nægter hun at gå. Dette sker flere gange i løbet af de
følgende dage. Ingen synes imidlertid at bemærke det, det indgår simpelthen i
byens rolige, uforstyrrelige pulsslag.

Så er tiden inde til at vende hjem til Abruzzo, og fra motorvejen ser vi
Toscanas og Umbriens grønne, bakkede landskaber forsvinde. Vi kører ind i Abruzzo,
mærker den tynde luft og oplever Abruzzos vilde skønhed. Her er bjerge med sne
på toppen, bjerge med røverborge og slotte, dybe kløfter og rivende vandmasser,
her er eventyret.

Det hele er lige her! Det anede os nok, og alligevel var vi
nødt til at tage væk for at kunne se det. Dette bosted for mennesker og gamle
drager og hvilesteder for hekse på deres vej til Bloksbjerg. Abruzzo det sande
eventyr.



Stilhedens lyd

Klummer Posted on %PM, March 16 2016 12:24:11

Der er mange
former for stilhed: Åndeløs stilhed, pinlig stilhed, pludselig stilhed,
anspændt, lyttende, ladet, ja, sågar larmende stilhed. Men det er især inden
for de sidste år, jeg er blevet opmærksom på nuancerne. Oftest, når jeg er ude
at holde foredrag. Det starter med lyttende stilhed, hvor tilhørerne
almindeligvis er vågne og opmærksomme. Men under foredraget kan det ske, at stilheden
bliver intens, nærmest stoflig. Det er, når foredragsholderen har sagt noget
uventet, provokerende, noget der skærper opmærksomheden. Så bliver stilheden
hørbar, man plejer at sige, at man ville kunne høre en knappenål falde til
jorden.

For foredragsholderen er dette det gyldne øjeblik, han har tilhørerne i
sin hule hånd, nu gælder det om ikke at misse; for den åndeløse stilhed skal
gerne munde ud i rolig erkendelse. Jeg plejer at tænke, at hvis den særlige stilhed
opstår tre gange under et foredrag, så er succesen hjemme.

Stilhed er
ikke blot fravær af lyde, stilhed har lige så mange facetter som det talte
sprog. For eksempel i kirken ved begravelser, lige inden orglet sætter i: Nu er
vi samlet og kan bare vente, der er ikke mere at sige. Så lyder de tre
klokkeslag, stilheden brydes og begravelsen kan begynde.

Men ikke alle holder
af den form for stilhed. Nogle finder den dyster og ubehagelig, de foretrækker
blid musik, gerne afdødes yndlingsmusik. Dulmende og adspredende. Den strenge stilhed
er udskiftet, men tænk engang, hvilket kraftfuldt sprog stilhed er.



Februar, februar og februar

Klummer Posted on %PM, March 16 2016 12:22:00

Hvad er det
med februar? Årets korteste måned. Hvorfor er den af alle hvert år sværest at
komme igennem? Digteren Henrik Nordbrandts berømte digt Året har seksten
måneder med november, november, november, november kan alle danskere
tilsyneladende spejle sig i.

Men februar er efter min mening meget, meget værre.
De tidlige forårsmåneder eller snarere sene vintermåneder, februar og marts var
her i Norden tidligere kendt som hungermånederne. Foderet til dyrene slap op,
og menneskene søgte ud i naturen efter c-vitaminholdige skovsyrer og
brændenælder. Kroppens depoter var opbrugte, og børnene var slatne og sygelige sidst
på vinteren. I februar måned.

I dag er der taget hånd om vinterfoder til dyrene,
vitamin-tilskud køber vi på apoteket, og indtaget af føde er noget, vi forsøger
at begrænse. Alligevel opleves februar hvert år som det tidspunkt, hvor det
kniber allermest med humør og sjælsstyrke. Influenza og forkølelser hjælper heller
ikke på sagen. Tværtimod. At være syg er mest af alt kedeligt. Der er ingen
hvile i det. Kun rastløshed og kedsomhed.

Derfor handler alle
Højskolesangbogens vintersange om tyngde og håbet om forår. ”Februar har gjort
os mindre,” siger Frank Jæger. ”Sne som tynger, is som knuger, vi kan ingenting
forhindre.” Og i år er der oven i købet en dag ekstra i februar! Den eneste
trøst er, at om føje tid, er det glemt. Og når denne klumme bringes, er vi
allerede ude af februar. Forbi, forbi, og sådan bliver alle historier.



« PreviousNext »