En typisk
dansk egenskab er træghed. Trægheden viser sig på mange måder, f.eks. når man
rejser med tog. Når man nærmer sig den plads, der står på den indkøbte
pladsbillet, og det viser det sig, at pladsen allerede er optaget af en passager
uden pladsbillet. Gør man opmærksom på situationen, rejser vedkommende sig
uhyre langsomt og modvilligt. Eller foreslår, at man bare kan sætte sig over på
den tomme plads på den anden side af gangen med risiko at den rette ejermand
dukker op ved næste skift.

Det synes slet ikke at gøre indtryk, at man har
betalt for at komme til at sidde ned. Som for nylig, da passageren overfor
trøstende sagde til den forviste: ”Så kom du bare over til mig.” Hvilket efterlader
én med en fornemmelse af at være unødigt nidkær og rethaverisk. Herregud, vi
skal jo alle sammen være her…

Sidste gang
jeg rejste i tog med mit barnebarn og gjorde krav på de to pladser, vi havde pladsbilletter
til, var bedstemoren, der sad på den ene af dem, meget uvillig til at flytte
sig. ”Hende dér,” sagde hun og pegede på barnebarnet, ”kan ikke tåle at køre
baglæns.” Da jeg indvendte, at så kunne hun jo have købt en billet til hende i
den rigtige retning, svarede hun ”Jamen jeg kunne jo ikke få nogen.” Da jeg
fastholdt, rejste hun sig med en mine, som om al verdens fortrædelighed var
overgået hende.

Der er ingen
tvivl. Vi har opnået et af verdens mest lige samfund; så lige, at folk føler
sig uretfærdigt behandlet, hvis de skal vige pladsen for andre – med eller uden
billet.