De seneste
forlydender fra politisk side går ud på, at pensionsalderen skal stige gradvist
fra de nuværende 65 år til fremtidige 72 og efterfølgende stige i takt med den
gennemsnitlige levealder. Fordi vi lever længere end tidligere, og fordi
økonomien ellers ikke kan hænge sammen – hævdes det.

Det er ikke, fordi man
ikke forstår politikerne. Søger de at opnå besparelser ved f.eks. at indføre
kontanthjælpsloft eller beskære SU’en, så lyder der ramaskrig. Der bliver klynket
og raset, demonstreret og strejket.

Så hvad skal man gribe og gøre i? Ekstra
skatter er trods alt ikke svaret, danskerne er i forvejen verdens mest
skatteplagede folk. Og udgifter er der nok af. Til nye danskere uden egen
indtægt, u-landsbistand og… fortsæt selv. Løsningen synes at være at lade dem,
der i forvejen arbejder for de andre fortsætte med det. Og i øvrigt appellere
til deres samfundssind med en henvisning til den byrde, de udgør ved at leve så
længe.

Det kan man nemlig
gøre ganske risikofrit, for hvor er de ansattes demonstrationer, deres
strejker? Ingen steder, for de er på arbejde. Arbejdsstyrkens villighed til at fortsætte
langt op i alderen er det eneste håndtag, man kan skrue på.

Som om den
menneskelige fysik og psyke skulle have ændret sig så grundlæggende i vores
generation, at der stadig skulle være aktive år, når arbejdsdagen er slut. Bedre
ville det være, om magthaverne med den tidligere finansminister Thor Pedersens
ord: ”lærte at håndtere de penge, de har.”