Det er
blevet moderne i arbejdssammenhænge at tale om at lægge honningdepoter ud. At
der skal være noget at se frem til i den stressede hverdag. Ferier og forlængede weekender, rejser og
spaophold fungerer som honning, ja, der er hel honningindustri i gang under
mottoet Forkæl dig selv.

I den
sammenhæng tænker jeg ofte på min mands farfar, proprietæren, med hustru, børn og
mange ansatte, der i mine øjne viste sig som en fremsynet mand. Empatisk og
handlekraftig på samme tid.

Tiden var 1930’erne,
og det var stor opgave for hans kone at være husmor for en så stor husholdning.
Desværre viste hun tilmed evner for hønseavl, og det greb om sig. Hønseholdet
voksede uophørligt, og nye hønsehuse skød ubønhørligt op overalt. Selv om hun
vægrede sig tappert.

Nu kunne man fristes til at kalde husbonden for en tyran,
men han gjorde noget, som jeg i det mindste aldrig har hørt om: Han lod bygge
et fristed til hende; et refugium i skoven, der hørte til gården, og hvor hun
kunne opholde sig, når hun trængte til at være fri for sine pligter. Og der var
vel at mærke ikke tale om en hytte i vildmarken, nej, det var et fint lille hus,
der lå ned mod åen med en tilplantet og velpasset have. Et værdigt refugium, hvor
en kvinde kunne komme til kræfter.

Tænk engang,
hvis den slags var muligt i dag! Tænk, at kunne trække sig tilbage, inden man fik stress, angst og
depression. Jeg
imponeres til stadighed over denne mand, der så så langt. Og som ikke var for
nærig til at ofre noget