Det kan
opleves ganske voldsomt, ja, ligefrem chokerende at konfronteres med et andet menneskes
vrede og raseri. En vrede, man hidtil har været fuldstændig uvidende om, eller højst
har opfattet som en slags reserverethed. Det var det ikke. Det var tværtimod en
trykkoger med en fortættet ophobet vrede, der eksploderede, da låget kom af. Og
det had, der slog op som en stikflamme, sved og gjorde ondt, og det var netop
meningen.

Dog efterhånden heles brandsårene, og kun de svage ar er tilbage, som
man skal se godt efter for at finde. Det er tiden, der læger alle sår, som man
siger. Et andet ordsprog lyder: Brændt barn skyer ilden. Så fremover sørger man
for at undgå den aggressive person.

Det var i
forbindelse med denne uventede konfrontation med vreden, at jeg efterfølgende i
et øjeblik af indsigt forstod den dybere årsag. De gamle sagde: Det onde sidder i puklen. I dag ser man
ikke så mange pukkelryggede, men ordsproget passer godt nok. Forstået på den
måde, at hvad, der er ganske tydeligt og håndgribeligt, er man tilbøjelig til
at overse.

Ja, man vægrer sig næsten ved det, for det er jo så banalt. Alligevel,
ser man dybt nok, er det tydeligt, at vreden, hadet og raseriet kommer fra personens
egen følelse af mangelfuldhed og ulykkelighed. Jalousi, og dermed basal angst
er som regel en medvirkende faktor. Kun sjældent findes der ren ubegrundet
ondskab. Og har man først indset det, tilslutter man sig Strindbergs ord: ”Det
er synd for mennesket.”