Vi skulle
til fest på Skamlingsbanken og havde besluttet at lade bilen stå og tage bussen.
Sensommerlandskabet strålede, og chaufføren hilste os smilende velkommen. Der
var ikke mange med bussen, men på et tidspunkt kom en gammel sømand ind, der
havde rejst på Østen. Han fortalte om, hvordan der altid blev vist en gammel
dansk film for besætningen, inden de skulle af sted. Desværre kunne han ikke
huske titlen, men den handlede om søfolk, der strandede.

”Styrmand Karlsens
flammer”, foreslog min mand. Og det var lige det, det var. Derefter talte de om
sangen Mandaley. Chaufføren mente, at Four Jacks havde lavet den, men sømanden
mente, det var en englænder, der havde skrevet teksten. ”Kipling,” råbte jeg fra
min plads og modtog applaus, for det var det.

Ved næste stoppested kom en mand
ind, bærende på en oksetunge. ”Sådan én har jeg spist på Grønland,” bemærkede
en tredje passager. ”Såh, har du det? Har du sejlet på Grønland?” ”Ja, ved
Egedesminde.” ”Dér har jeg været som marinesoldat,” svarede manden med
oksetungen.

Hvorefter de gik over til at udveksle minder om grønlændere. ”De
sejlede ud for at fiske rejer, men kom der en hval forbi, så tog de også den.”
”Netop!” sagde oksetungemanden. Nu skulle den første sømand af. ”Kan du nu have
en rigtig god dag,” sagde den venlige chauffør. ”Jeg lover ikke noget,” sagde
sømanden og forsvandt.

Det var da,
vi gik op imod Skamlingsbanken, at min mand og jeg besluttede aldrig mere at
reservere plads i en stillekupé.