Blog Image

Bloggen

Fristedet

Klummer Posted on %PM, October 18 2016 17:28:13

Det er
blevet moderne i arbejdssammenhænge at tale om at lægge honningdepoter ud. At
der skal være noget at se frem til i den stressede hverdag. Ferier og forlængede weekender, rejser og
spaophold fungerer som honning, ja, der er hel honningindustri i gang under
mottoet Forkæl dig selv.

I den
sammenhæng tænker jeg ofte på min mands farfar, proprietæren, med hustru, børn og
mange ansatte, der i mine øjne viste sig som en fremsynet mand. Empatisk og
handlekraftig på samme tid.

Tiden var 1930’erne,
og det var stor opgave for hans kone at være husmor for en så stor husholdning.
Desværre viste hun tilmed evner for hønseavl, og det greb om sig. Hønseholdet
voksede uophørligt, og nye hønsehuse skød ubønhørligt op overalt. Selv om hun
vægrede sig tappert.

Nu kunne man fristes til at kalde husbonden for en tyran,
men han gjorde noget, som jeg i det mindste aldrig har hørt om: Han lod bygge
et fristed til hende; et refugium i skoven, der hørte til gården, og hvor hun
kunne opholde sig, når hun trængte til at være fri for sine pligter. Og der var
vel at mærke ikke tale om en hytte i vildmarken, nej, det var et fint lille hus,
der lå ned mod åen med en tilplantet og velpasset have. Et værdigt refugium, hvor
en kvinde kunne komme til kræfter.

Tænk engang,
hvis den slags var muligt i dag! Tænk, at kunne trække sig tilbage, inden man fik stress, angst og
depression. Jeg
imponeres til stadighed over denne mand, der så så langt. Og som ikke var for
nærig til at ofre noget



Lad dem arbejde til de dør

Klummer Posted on %PM, October 18 2016 17:26:29

De seneste
forlydender fra politisk side går ud på, at pensionsalderen skal stige gradvist
fra de nuværende 65 år til fremtidige 72 og efterfølgende stige i takt med den
gennemsnitlige levealder. Fordi vi lever længere end tidligere, og fordi
økonomien ellers ikke kan hænge sammen – hævdes det.

Det er ikke, fordi man
ikke forstår politikerne. Søger de at opnå besparelser ved f.eks. at indføre
kontanthjælpsloft eller beskære SU’en, så lyder der ramaskrig. Der bliver klynket
og raset, demonstreret og strejket.

Så hvad skal man gribe og gøre i? Ekstra
skatter er trods alt ikke svaret, danskerne er i forvejen verdens mest
skatteplagede folk. Og udgifter er der nok af. Til nye danskere uden egen
indtægt, u-landsbistand og… fortsæt selv. Løsningen synes at være at lade dem,
der i forvejen arbejder for de andre fortsætte med det. Og i øvrigt appellere
til deres samfundssind med en henvisning til den byrde, de udgør ved at leve så
længe.

Det kan man nemlig
gøre ganske risikofrit, for hvor er de ansattes demonstrationer, deres
strejker? Ingen steder, for de er på arbejde. Arbejdsstyrkens villighed til at fortsætte
langt op i alderen er det eneste håndtag, man kan skrue på.

Som om den
menneskelige fysik og psyke skulle have ændret sig så grundlæggende i vores
generation, at der stadig skulle være aktive år, når arbejdsdagen er slut. Bedre
ville det være, om magthaverne med den tidligere finansminister Thor Pedersens
ord: ”lærte at håndtere de penge, de har.”



Det onde sidder i puklen

Klummer Posted on %PM, October 18 2016 17:24:49

Det kan
opleves ganske voldsomt, ja, ligefrem chokerende at konfronteres med et andet menneskes
vrede og raseri. En vrede, man hidtil har været fuldstændig uvidende om, eller højst
har opfattet som en slags reserverethed. Det var det ikke. Det var tværtimod en
trykkoger med en fortættet ophobet vrede, der eksploderede, da låget kom af. Og
det had, der slog op som en stikflamme, sved og gjorde ondt, og det var netop
meningen.

Dog efterhånden heles brandsårene, og kun de svage ar er tilbage, som
man skal se godt efter for at finde. Det er tiden, der læger alle sår, som man
siger. Et andet ordsprog lyder: Brændt barn skyer ilden. Så fremover sørger man
for at undgå den aggressive person.

Det var i
forbindelse med denne uventede konfrontation med vreden, at jeg efterfølgende i
et øjeblik af indsigt forstod den dybere årsag. De gamle sagde: Det onde sidder i puklen. I dag ser man
ikke så mange pukkelryggede, men ordsproget passer godt nok. Forstået på den
måde, at hvad, der er ganske tydeligt og håndgribeligt, er man tilbøjelig til
at overse.

Ja, man vægrer sig næsten ved det, for det er jo så banalt. Alligevel,
ser man dybt nok, er det tydeligt, at vreden, hadet og raseriet kommer fra personens
egen følelse af mangelfuldhed og ulykkelighed. Jalousi, og dermed basal angst
er som regel en medvirkende faktor. Kun sjældent findes der ren ubegrundet
ondskab. Og har man først indset det, tilslutter man sig Strindbergs ord: ”Det
er synd for mennesket.”



Må jeg se billetterne?

Klummer Posted on %PM, October 18 2016 17:21:36

En typisk
dansk egenskab er træghed. Trægheden viser sig på mange måder, f.eks. når man
rejser med tog. Når man nærmer sig den plads, der står på den indkøbte
pladsbillet, og det viser det sig, at pladsen allerede er optaget af en passager
uden pladsbillet. Gør man opmærksom på situationen, rejser vedkommende sig
uhyre langsomt og modvilligt. Eller foreslår, at man bare kan sætte sig over på
den tomme plads på den anden side af gangen med risiko at den rette ejermand
dukker op ved næste skift.

Det synes slet ikke at gøre indtryk, at man har
betalt for at komme til at sidde ned. Som for nylig, da passageren overfor
trøstende sagde til den forviste: ”Så kom du bare over til mig.” Hvilket efterlader
én med en fornemmelse af at være unødigt nidkær og rethaverisk. Herregud, vi
skal jo alle sammen være her…

Sidste gang
jeg rejste i tog med mit barnebarn og gjorde krav på de to pladser, vi havde pladsbilletter
til, var bedstemoren, der sad på den ene af dem, meget uvillig til at flytte
sig. ”Hende dér,” sagde hun og pegede på barnebarnet, ”kan ikke tåle at køre
baglæns.” Da jeg indvendte, at så kunne hun jo have købt en billet til hende i
den rigtige retning, svarede hun ”Jamen jeg kunne jo ikke få nogen.” Da jeg
fastholdt, rejste hun sig med en mine, som om al verdens fortrædelighed var
overgået hende.

Der er ingen
tvivl. Vi har opnået et af verdens mest lige samfund; så lige, at folk føler
sig uretfærdigt behandlet, hvis de skal vige pladsen for andre – med eller uden
billet.



Alting og en bustur

Klummer Posted on %PM, October 18 2016 17:18:51

Vi skulle
til fest på Skamlingsbanken og havde besluttet at lade bilen stå og tage bussen.
Sensommerlandskabet strålede, og chaufføren hilste os smilende velkommen. Der
var ikke mange med bussen, men på et tidspunkt kom en gammel sømand ind, der
havde rejst på Østen. Han fortalte om, hvordan der altid blev vist en gammel
dansk film for besætningen, inden de skulle af sted. Desværre kunne han ikke
huske titlen, men den handlede om søfolk, der strandede.

”Styrmand Karlsens
flammer”, foreslog min mand. Og det var lige det, det var. Derefter talte de om
sangen Mandaley. Chaufføren mente, at Four Jacks havde lavet den, men sømanden
mente, det var en englænder, der havde skrevet teksten. ”Kipling,” råbte jeg fra
min plads og modtog applaus, for det var det.

Ved næste stoppested kom en mand
ind, bærende på en oksetunge. ”Sådan én har jeg spist på Grønland,” bemærkede
en tredje passager. ”Såh, har du det? Har du sejlet på Grønland?” ”Ja, ved
Egedesminde.” ”Dér har jeg været som marinesoldat,” svarede manden med
oksetungen.

Hvorefter de gik over til at udveksle minder om grønlændere. ”De
sejlede ud for at fiske rejer, men kom der en hval forbi, så tog de også den.”
”Netop!” sagde oksetungemanden. Nu skulle den første sømand af. ”Kan du nu have
en rigtig god dag,” sagde den venlige chauffør. ”Jeg lover ikke noget,” sagde
sømanden og forsvandt.

Det var da,
vi gik op imod Skamlingsbanken, at min mand og jeg besluttede aldrig mere at
reservere plads i en stillekupé.



Altid ballade med Dem, dame

Klummer Posted on %PM, October 18 2016 17:16:17

Der var
blevet en lejlighed ledig i den eftertragtede københavnske ejendom med
andelsboliger, og beboerne blev hver især opfordret til at stille med en
kandidat. Bestyrelsen består af idealister, og det overordnede princip var, at
det skulle gå retfærdigt til, ingen nepotisme. Nu ville der jo i og for sig ikke
have været noget i vejen for, at kriteriet for at få lejligheden også havde
indbefattet viljen og evnen til at yde noget til fællesskabet, med andre ord være
et aktiv for andelsforeningen.

Men sådan var prioriteringen ikke. Lodtrækning, derimod,
det blinde tilfælde, kom til at afgøre det. Hvad der resulterede i, at lejligheden
gik til et ungt par, som straks tog ud at sejle og derefter fremlejede
lejligheden et andet par, som viste sig at være et par rockertyper, der ankom
på motorcykel og entrede børnenes trampolin med støvler på. I forsøget
på at fastholde idealerne endte man altså med at få de værste ind. Hermed
kommer andelsboligforeningen til at fremstå som et sindbillede på Vestens
tilstand.

Et andet
eksempel: Sigøjnere har deres daglige gang i gården, hvor de gennemroder
skraldespandene og sover på kollegiet ved siden af, hvor de studerende ikke tør
jage dem væk. For nylig stak en af beboerne fra andelsboligforeningen hovedet
ud af vinduet og bad sigøjneren ved skraldespanden om at forføje sig, det han
gjorde var forbudt o.s.v. Hvortil han
ærgerlig svarede: ”There is always trouble with you, Lady.” Der er altid
ballade med Dem, dame.