Ved et
tilfælde befandt vi os i Bruxelles fredag den 24.juni, den dag da Brexit blev
en realitet. Vi var ankommet dagen før, på selve Sct.Hansaften, som vi fejrede
i haven til Den danske Kirke i Bruxelles.
Her var en del af de mange danskere, bosat i Bruxelles, forsamlet, og
alle samtaler og taler, drejede sig om, hvad briterne kunne finde på at stemme.
Stemningen var gennemgående optimistisk, ingen kunne for alvor forestille sig,
at de ville stemme sig ud af EU. Resultatet ville først foreligge klokken fem
næste morgen.

Fredag formiddag indfandt vi os ved indgangen
til Parlamentet efter aftale med vores søn, som arbejder dér. Der var meget
stille, måske er bevæbnede vagter og politi ikke befordrende for munterheden. Sikkerhedstjekket
var ekstra omhyggeligt, og da vi var sluppet igennem samtlige sluser, var det
en overraskende tom og stille bygning, vi trådte ind i.

Vi så stort set ingen
mennesker, bortset fra journalister, der stod og talte i mikrofon. Og kolleger,
der standsede op og så beklagende og vantro på hinanden og vekslede nogle ord
om det utrolige, der var sket: Briterne havde stemt sig ud af EU.

Op ad dagen begyndte
rygterne at svirre om desperationen hos den britiske befolkning, nogle rasede,
andre jublede. Om aftenen fulgte vi situationen på CNN, og endelig sluttede
denne mismodets fredag.

Hjemme i
Danmark var holdningerne til Brexit meget forskelligartede, men tilbage hos os
sidder følelsen af at have været til stede ved en historisk begivenhed.