I
forbindelse med købet af sommerhuset på Island har det overrasket os, at
Securitas er så stærkt repræsenteret i området. Fra september vil der være
bomme for vejen, der fører ind til området, og ejerne skal herefter ringe til
et hemmeligt nummer, så der kan blive åbnet.

Da vi luftede vores overraskelse,
fik vi at vide, at der skam sker mange indbrud, især fjernsyn er eftertragtede.
Også de gamle! Fjorten dage senere vender tyvene så tilbage og stjæler det
nyindkøbte fjernsyn, sådan som de har kalkuleret med. Og de med sans for humor
stiller det gamle fjernsyn på plads igen.

En anden ting,
som vi først nu er blevet gjort bekendt med, er, at der findes huller i lavaen,
hvor mennesker og dyr kan forsvinde. De opstod, da vulkanerne for flere tusinde
år siden gik i udbrud, og ilden banede sig vej dybt under jorden. Da den endelig
døde ud, og mineralerne størknede og forvandledes til lava, opstod disse
underjordiske gange eller tunneller.

Hvorfra der i sjældne tilfælde (håber jeg)
er forbindelse op til overfladen eller lavamarken, og hvor man kan falde i og
forsvinde for altid. Hullet er nemlig alt for dybt til, at man kan gøre sig håb
om redning. Den slags er sket altid og sker stadig, får vi at vide. Men nu har
man opdaget et nyt hul, cirka to hundrede meter dybt, og turisterne kan få det
at se mod betaling. Måske ville være en passende straf for tyvene at blive
dumpet dér?