Det sker, at
folk omkring én går ned med stress, især de unge. Men i udtrykket ”at gå ned”
ligger, at man også kommer op igen; dog af og til i en sørgeligt forandret
udgave. Nogle alvorligt invaliderede, skadet på hjernen, andre vågner op med
lammelser i begge ben, atter andre har mistet synet… Risikoen er høj,
advarslerne står i kø.

Men tendensen er klar: De som er i arbejde, arbejder
meget og intenst, og så er der de andre, der bare drømmer om at få job.
”Hvorfor kan man dog ikke dele arbejdet?” spørger vores tyske slægtning; men
tyskerne er nu også blevet så rabiat humanistiske på det seneste…

Men findes
der ingen kur mod stress, inden den kommer snigende eller farende? Jeg tror,
jeg har et bud: I dalen ud for vores italienske hus kan man hver dag ved
middagstid se hyrden komme med sin fåreflok, ledsaget af sine fire hunde. Han
går langsomt, afpasser tempoet efter fårene; det er meningen, at de skal føres
ned til drikkestedet ved floden, der løber igennem dalen.

Mens de drikker,
hviler han, lænet op af sin stav. Senere går han lidt omkring, men det meste af
tiden står han bare, mens solen langsomt flytter sig. Regner det, slår han sin
paraply op og står under den, mens han lader hundene gøre arbejdet. Sidst på
eftermiddagen trækker hjorden tilbage mod gården. Jeg ved det, for jeg har længe
betragtet ham gennem min kikkert.

Der skal uden tvivl et særligt temperament til det
arbejde, men måske var det et job for stressramte. En kur ligefrem?