Aldrig har
Rom forekommet så proppet med turister som dette forår, hvor vi besøgte byen. Vi
var gået ind til Piazza della Rotonda med Pantheon templet, som ubetinget er
min mands yndlingssted, og stod og så ud over menneskemylderet, da han sagde: ”Vi
kan selvfølgelig altid slå os ned på den café derovre, ligesom vi plejer. Men
vi kan også gøre noget andet. ” Hvorpå han styrede over mod til Hotel Minerva,
et af Roms mest eksklusive hoteller.

Kort efter trådte vi ud på Roof Garden , en
kæmpe tagterrasse med hviddugede borde og hvide kurvemøbler under en hvid
baldakin. Herfra var der en storslået udsigt over Roms tage og pladser. Vi slog
os ned ved siden af et amerikansk selskab og bestilte en drink til tredobbelt
pris, ledsaget af de obligatoriske små trekantede sandwiches uden skorpe.

Det mest
bemærkelsesværdigt var den svale, vidunderlige fred, larmen nede fra piazzaen var
forvandlet til en mumlen. Til gengæld var duerne usædvanligt nærgående og hoppede
rundt på bordene, mens de forsøgte at snappe brødet fra tallerkenerne. En mand henne
fra amerikanernes bord rejste sig og forsøgte at jage dem væk. Vi faldt i snak,
og han fortalte, at han havde besøgt København i sin tid for at være med til at
afgøre, om Danmark skulle være vært for De Olympiske Lege. Og sådan fløj tiden
behageligt af sted oppe over Roms tage.

Jeg er min
mand evigt taknemmelig for at have ført os til denne oase af ro og skønhed midt
i trængslen. Idéen er hermed givet videre.