Min mors strygebræt var allerede gammelt, da jeg arvede det
i 2005. Det var sandsynligvis købt i halvfjerdserne og var både tungt og
uhåndterligt. Før den tid havde jeg et andet
arvet strygebræt af træ, blot endnu tungere. For kort tid siden begyndte min
mors eksemplar at sige fra, benene slap sammenføjningerne, alligevel lod det
sig gøre at stryge på det, bare på skrå. Ikke så lidt, faktisk! Indtil det
endelig en dag ramlede ned over min brækkede tå, og jeg indså, at tiden var
inde til at få et nyt.

Jeg valgte den nærmeste forretning af hensyn til tåen, hvilket
viste sig at være en forretning med designvarer. Strygebrætter var der nok af,
men prisen… Seks hundrede kroner for et strygebræt! Der var dog ét på tilbud,
som oprindelig havde kostet syv hundrede kroner, fordi det var en
letvægtsmodel. Og sådan et var jo lige, hvad jeg havde brug for, når jeg i min
tilstand skulle transportere det hen til bilen.

Lykkeligt hjemme fik jeg øje på sedlen, som var klæbet fast til
strygebrættet. Her stod: Dette apparat er ikke beregnet til brug af
personer med begrænsede fysiske, følelsesmæssige eller mentale evner eller
manglende erfaring eller viden, uden at de overvåges af en person, der er
ansvarlig for deres sikkerhed.

Her ud over var der tegninger af alt, hvad der kunne
gå galt; det eneste der manglede var en instruktion i at slå strygebrættet ud. Et
forsøg på det kostede mig til gengæld en bule i panden. Jeg tror dog ikke, at
jeg sagsøger dem.