Blog Image

Bloggen

At være ved sine fulde fem

Klummer Posted on %PM, June 28 2016 19:48:37

Min mors strygebræt var allerede gammelt, da jeg arvede det
i 2005. Det var sandsynligvis købt i halvfjerdserne og var både tungt og
uhåndterligt. Før den tid havde jeg et andet
arvet strygebræt af træ, blot endnu tungere. For kort tid siden begyndte min
mors eksemplar at sige fra, benene slap sammenføjningerne, alligevel lod det
sig gøre at stryge på det, bare på skrå. Ikke så lidt, faktisk! Indtil det
endelig en dag ramlede ned over min brækkede tå, og jeg indså, at tiden var
inde til at få et nyt.

Jeg valgte den nærmeste forretning af hensyn til tåen, hvilket
viste sig at være en forretning med designvarer. Strygebrætter var der nok af,
men prisen… Seks hundrede kroner for et strygebræt! Der var dog ét på tilbud,
som oprindelig havde kostet syv hundrede kroner, fordi det var en
letvægtsmodel. Og sådan et var jo lige, hvad jeg havde brug for, når jeg i min
tilstand skulle transportere det hen til bilen.

Lykkeligt hjemme fik jeg øje på sedlen, som var klæbet fast til
strygebrættet. Her stod: Dette apparat er ikke beregnet til brug af
personer med begrænsede fysiske, følelsesmæssige eller mentale evner eller
manglende erfaring eller viden, uden at de overvåges af en person, der er
ansvarlig for deres sikkerhed.

Her ud over var der tegninger af alt, hvad der kunne
gå galt; det eneste der manglede var en instruktion i at slå strygebrættet ud. Et
forsøg på det kostede mig til gengæld en bule i panden. Jeg tror dog ikke, at
jeg sagsøger dem.



Højt over byens tage

Klummer Posted on %PM, June 28 2016 19:47:15

Aldrig har
Rom forekommet så proppet med turister som dette forår, hvor vi besøgte byen. Vi
var gået ind til Piazza della Rotonda med Pantheon templet, som ubetinget er
min mands yndlingssted, og stod og så ud over menneskemylderet, da han sagde: ”Vi
kan selvfølgelig altid slå os ned på den café derovre, ligesom vi plejer. Men
vi kan også gøre noget andet. ” Hvorpå han styrede over mod til Hotel Minerva,
et af Roms mest eksklusive hoteller.

Kort efter trådte vi ud på Roof Garden , en
kæmpe tagterrasse med hviddugede borde og hvide kurvemøbler under en hvid
baldakin. Herfra var der en storslået udsigt over Roms tage og pladser. Vi slog
os ned ved siden af et amerikansk selskab og bestilte en drink til tredobbelt
pris, ledsaget af de obligatoriske små trekantede sandwiches uden skorpe.

Det mest
bemærkelsesværdigt var den svale, vidunderlige fred, larmen nede fra piazzaen var
forvandlet til en mumlen. Til gengæld var duerne usædvanligt nærgående og hoppede
rundt på bordene, mens de forsøgte at snappe brødet fra tallerkenerne. En mand henne
fra amerikanernes bord rejste sig og forsøgte at jage dem væk. Vi faldt i snak,
og han fortalte, at han havde besøgt København i sin tid for at være med til at
afgøre, om Danmark skulle være vært for De Olympiske Lege. Og sådan fløj tiden
behageligt af sted oppe over Roms tage.

Jeg er min
mand evigt taknemmelig for at have ført os til denne oase af ro og skønhed midt
i trængslen. Idéen er hermed givet videre.



Kur mod stress

Klummer Posted on %PM, June 28 2016 19:40:40

Det sker, at
folk omkring én går ned med stress, især de unge. Men i udtrykket ”at gå ned”
ligger, at man også kommer op igen; dog af og til i en sørgeligt forandret
udgave. Nogle alvorligt invaliderede, skadet på hjernen, andre vågner op med
lammelser i begge ben, atter andre har mistet synet… Risikoen er høj,
advarslerne står i kø.

Men tendensen er klar: De som er i arbejde, arbejder
meget og intenst, og så er der de andre, der bare drømmer om at få job.
”Hvorfor kan man dog ikke dele arbejdet?” spørger vores tyske slægtning; men
tyskerne er nu også blevet så rabiat humanistiske på det seneste…

Men findes
der ingen kur mod stress, inden den kommer snigende eller farende? Jeg tror,
jeg har et bud: I dalen ud for vores italienske hus kan man hver dag ved
middagstid se hyrden komme med sin fåreflok, ledsaget af sine fire hunde. Han
går langsomt, afpasser tempoet efter fårene; det er meningen, at de skal føres
ned til drikkestedet ved floden, der løber igennem dalen.

Mens de drikker,
hviler han, lænet op af sin stav. Senere går han lidt omkring, men det meste af
tiden står han bare, mens solen langsomt flytter sig. Regner det, slår han sin
paraply op og står under den, mens han lader hundene gøre arbejdet. Sidst på
eftermiddagen trækker hjorden tilbage mod gården. Jeg ved det, for jeg har længe
betragtet ham gennem min kikkert.

Der skal uden tvivl et særligt temperament til det
arbejde, men måske var det et job for stressramte. En kur ligefrem?