Den gamle
dame, der bor ovenpå i vores italienske hus, har ikke meget. Til gengæld byder
hun gerne på kaffe og biscotti (kiks), samt chokolader til vores barnebarn, som
er på besøg med sine forældre. Om ikke
andet, hejser hun en julekugle i en snor ned til ham fra sin altan. Hendes
bolig består af to stuer og et køkken med et smalt aflukke, hvor hun sover på
en divan.

Til gengæld har hun to små altaner med den allerskønneste udsigt over
bjergene. Hendes malede vægge i stuerne skaller, salpeteren drysser af i flager;
men hun har et loftsmaleri i den pæne stue af en ørn, der svæver roligt på en
lyseblå himmel. ”Ørnen bærer modet i hjertet,” står der neden under.

Hendes liv
har været ganske hårdt. Hendes far døde i krig, da hun var lille, hendes mand
døde i krig, da hendes børn var små. Nu har hun to sønner, der begge er
soldater. Billederne står ovenpå glasskabet; hun fortæller gerne om dem.

Pensionister
hernede modtager i social pension, svarende til vores folkepension, 600 Euro om
måneden, altså 4.500 Kr. Til gengæld ejer de fleste pensionister deres boliger
og kræver ikke meget til livets ophold. Det sociale liv består af kirken og samværet
med de andre kvinder uden for i solen på en trappesten; mændene samles på
torvet.

Jeg havde længe funderet over, hvordan hun kom op ad de stejle trapper
til sin bolig. Nu ved jeg det! Hun kravler. Med sine 88 år, opsvulmede ben,
dårlige hjerte og dårlige ryg. For friheden er værdifuld, og hun må som ørnen
bære modet i hjertet.