Vi har
forladt vores hus i Abruzzo for at besøge Lucca i Toscana. Tiden er inde til at
se noget andet af Italien, så vi har lejet en lejlighed i Lucca i tre
dage. Vi bor i den gamle bydel med dens
middelalderhuse og snævre gader, hvor biler stort set er erstattet af cykler.

Det er også her de elegante butikker findes med verdens førende mærker,
parfumerier, guld og sølv og selvfølgelig udsøgte restauranter. Dette er
Vesten, tænker jeg. Samlet i en af Europas gamle rige handelsbyer med prægtige
kirker og fantastiske bygningsværker. Gammel kultur, gammel rigdom.

Vi har slået
os ned ved et bord uden for en café, da en afrikansk kvinde kommer hen imod os
for at sælge sine træsmykker. Vi afslår at købe, hvorefter hun går over til at
tigge, til sidst nægter hun at gå. Dette sker flere gange i løbet af de
følgende dage. Ingen synes imidlertid at bemærke det, det indgår simpelthen i
byens rolige, uforstyrrelige pulsslag.

Så er tiden inde til at vende hjem til Abruzzo, og fra motorvejen ser vi
Toscanas og Umbriens grønne, bakkede landskaber forsvinde. Vi kører ind i Abruzzo,
mærker den tynde luft og oplever Abruzzos vilde skønhed. Her er bjerge med sne
på toppen, bjerge med røverborge og slotte, dybe kløfter og rivende vandmasser,
her er eventyret.

Det hele er lige her! Det anede os nok, og alligevel var vi
nødt til at tage væk for at kunne se det. Dette bosted for mennesker og gamle
drager og hvilesteder for hekse på deres vej til Bloksbjerg. Abruzzo det sande
eventyr.