Det var
ganske vist! Det havde stået på en seddel ved indgangen til vores gade: Næste
dag ville en procession af arbejdere gå gennem gaden for at fejre en festdag. Næste
dag skinnede solen, vi lå på terrassen og var lige ved at falde i søvn, da der lød
munter hornmusik et sted i byen. Arbejderprocessionen! Vi skyndte os ind og skiftede
tøj, så ud ad døren og i retning af musikken.

Optoget var
nået til torvet. Det var stort, og forrest skimtede vi faner og blomster og
figurer på stænger. Vi faldt ind i rytmen. Nu lød musikken pludselig ikke så
munter mere, snarere lidt i mol, for ikke at sige en smule dyster. Folk så også
temmelig nedslåede ud, bemærkede jeg.

Optoget standsede ud for mindesmærket for
de faldne soldater i 2. Verdenskrig. Nå, ja, en passende anledning til at hædre
dem, tænkte jeg, og vi gik tættere på for at høre talerne. Det var på det
tidspunkt, vi så den åbne rustvogn med kisten, som var kørt forrest. Og blomsterkransene,
anbragt på bærepinde, og krucifikset, som en af kordrengene bar, foruden præsten.
Vi var kommet med til en begravelse.

Nu deltes
optoget. Rustvognen kørte videre til kirkegården med de nærmeste, og resten af
følget gav hinanden hånden og gik hver til sit. Vi kom til at gå bagefter
kordrengene på vej hjemad. Den ene svingede nonchalant krucifikset over skulderen,
mens den anden røg en cigaret.

”Det var
sådan en morsom gammel kone, der blev begravet i dag,” fortalte en af vores
bekendte senere. Jeg håber, hun har moret sig.