Blog Image

Bloggen

Værdier

Klummer Posted on %PM, June 14 2016 18:04:42

Den gamle
dame, der bor ovenpå i vores italienske hus, har ikke meget. Til gengæld byder
hun gerne på kaffe og biscotti (kiks), samt chokolader til vores barnebarn, som
er på besøg med sine forældre. Om ikke
andet, hejser hun en julekugle i en snor ned til ham fra sin altan. Hendes
bolig består af to stuer og et køkken med et smalt aflukke, hvor hun sover på
en divan.

Til gengæld har hun to små altaner med den allerskønneste udsigt over
bjergene. Hendes malede vægge i stuerne skaller, salpeteren drysser af i flager;
men hun har et loftsmaleri i den pæne stue af en ørn, der svæver roligt på en
lyseblå himmel. ”Ørnen bærer modet i hjertet,” står der neden under.

Hendes liv
har været ganske hårdt. Hendes far døde i krig, da hun var lille, hendes mand
døde i krig, da hendes børn var små. Nu har hun to sønner, der begge er
soldater. Billederne står ovenpå glasskabet; hun fortæller gerne om dem.

Pensionister
hernede modtager i social pension, svarende til vores folkepension, 600 Euro om
måneden, altså 4.500 Kr. Til gengæld ejer de fleste pensionister deres boliger
og kræver ikke meget til livets ophold. Det sociale liv består af kirken og samværet
med de andre kvinder uden for i solen på en trappesten; mændene samles på
torvet.

Jeg havde længe funderet over, hvordan hun kom op ad de stejle trapper
til sin bolig. Nu ved jeg det! Hun kravler. Med sine 88 år, opsvulmede ben,
dårlige hjerte og dårlige ryg. For friheden er værdifuld, og hun må som ørnen
bære modet i hjertet.



Processioner

Klummer Posted on %PM, June 14 2016 18:02:46

Det var
ganske vist! Det havde stået på en seddel ved indgangen til vores gade: Næste
dag ville en procession af arbejdere gå gennem gaden for at fejre en festdag. Næste
dag skinnede solen, vi lå på terrassen og var lige ved at falde i søvn, da der lød
munter hornmusik et sted i byen. Arbejderprocessionen! Vi skyndte os ind og skiftede
tøj, så ud ad døren og i retning af musikken.

Optoget var
nået til torvet. Det var stort, og forrest skimtede vi faner og blomster og
figurer på stænger. Vi faldt ind i rytmen. Nu lød musikken pludselig ikke så
munter mere, snarere lidt i mol, for ikke at sige en smule dyster. Folk så også
temmelig nedslåede ud, bemærkede jeg.

Optoget standsede ud for mindesmærket for
de faldne soldater i 2. Verdenskrig. Nå, ja, en passende anledning til at hædre
dem, tænkte jeg, og vi gik tættere på for at høre talerne. Det var på det
tidspunkt, vi så den åbne rustvogn med kisten, som var kørt forrest. Og blomsterkransene,
anbragt på bærepinde, og krucifikset, som en af kordrengene bar, foruden præsten.
Vi var kommet med til en begravelse.

Nu deltes
optoget. Rustvognen kørte videre til kirkegården med de nærmeste, og resten af
følget gav hinanden hånden og gik hver til sit. Vi kom til at gå bagefter
kordrengene på vej hjemad. Den ene svingede nonchalant krucifikset over skulderen,
mens den anden røg en cigaret.

”Det var
sådan en morsom gammel kone, der blev begravet i dag,” fortalte en af vores
bekendte senere. Jeg håber, hun har moret sig.



Ude godt…

Klummer Posted on %PM, June 14 2016 18:00:33

Vi har
forladt vores hus i Abruzzo for at besøge Lucca i Toscana. Tiden er inde til at
se noget andet af Italien, så vi har lejet en lejlighed i Lucca i tre
dage. Vi bor i den gamle bydel med dens
middelalderhuse og snævre gader, hvor biler stort set er erstattet af cykler.

Det er også her de elegante butikker findes med verdens førende mærker,
parfumerier, guld og sølv og selvfølgelig udsøgte restauranter. Dette er
Vesten, tænker jeg. Samlet i en af Europas gamle rige handelsbyer med prægtige
kirker og fantastiske bygningsværker. Gammel kultur, gammel rigdom.

Vi har slået
os ned ved et bord uden for en café, da en afrikansk kvinde kommer hen imod os
for at sælge sine træsmykker. Vi afslår at købe, hvorefter hun går over til at
tigge, til sidst nægter hun at gå. Dette sker flere gange i løbet af de
følgende dage. Ingen synes imidlertid at bemærke det, det indgår simpelthen i
byens rolige, uforstyrrelige pulsslag.

Så er tiden inde til at vende hjem til Abruzzo, og fra motorvejen ser vi
Toscanas og Umbriens grønne, bakkede landskaber forsvinde. Vi kører ind i Abruzzo,
mærker den tynde luft og oplever Abruzzos vilde skønhed. Her er bjerge med sne
på toppen, bjerge med røverborge og slotte, dybe kløfter og rivende vandmasser,
her er eventyret.

Det hele er lige her! Det anede os nok, og alligevel var vi
nødt til at tage væk for at kunne se det. Dette bosted for mennesker og gamle
drager og hvilesteder for hekse på deres vej til Bloksbjerg. Abruzzo det sande
eventyr.