Der er mange
former for stilhed: Åndeløs stilhed, pinlig stilhed, pludselig stilhed,
anspændt, lyttende, ladet, ja, sågar larmende stilhed. Men det er især inden
for de sidste år, jeg er blevet opmærksom på nuancerne. Oftest, når jeg er ude
at holde foredrag. Det starter med lyttende stilhed, hvor tilhørerne
almindeligvis er vågne og opmærksomme. Men under foredraget kan det ske, at stilheden
bliver intens, nærmest stoflig. Det er, når foredragsholderen har sagt noget
uventet, provokerende, noget der skærper opmærksomheden. Så bliver stilheden
hørbar, man plejer at sige, at man ville kunne høre en knappenål falde til
jorden.

For foredragsholderen er dette det gyldne øjeblik, han har tilhørerne i
sin hule hånd, nu gælder det om ikke at misse; for den åndeløse stilhed skal
gerne munde ud i rolig erkendelse. Jeg plejer at tænke, at hvis den særlige stilhed
opstår tre gange under et foredrag, så er succesen hjemme.

Stilhed er
ikke blot fravær af lyde, stilhed har lige så mange facetter som det talte
sprog. For eksempel i kirken ved begravelser, lige inden orglet sætter i: Nu er
vi samlet og kan bare vente, der er ikke mere at sige. Så lyder de tre
klokkeslag, stilheden brydes og begravelsen kan begynde.

Men ikke alle holder
af den form for stilhed. Nogle finder den dyster og ubehagelig, de foretrækker
blid musik, gerne afdødes yndlingsmusik. Dulmende og adspredende. Den strenge stilhed
er udskiftet, men tænk engang, hvilket kraftfuldt sprog stilhed er.