Det
romantiske frieri er in. Sammen med Halloween og Valentins Day. Hvor folk
tidligere giftede sig ud fra en fælles overensstemmelse, er frieriet i dag en iscenesættelse
med helt rigide regler. Ofte drejer det sig om folk, der har boet under tag sammen
i årevis, og frieriet sker med indstuderet spontanitet, for spontanitet er
vigtig. Ligesom scenen er det. Restauranter er det foretrukne, for dér er man sikret
et publikum. Koreografien byder, at man knæler ned på det ene knæ og samtidig åbner
æsken med ringen til den udkårne.

Et eksempel fra Bruxelles handler om et par, der
var nået frem til restauranten; manden havde indøvet scenen hjemme foran
spejlet, men som middagen skred frem, steg nervøsiteten. Netop da han følte,
tiden var inde, faldt en anden ung mand, to borde væk, på knæ og i en fejende
bevægelse åbnede æsken med ringen. Gæsterne i restauranten klappede og lo, og den
vordende brudgom var aftenens stjerne. Det skal siges, at vor mand gennemførte
sit frieri, men surt er det at blive nummer to.

En anden
sandfærdig historie er om ham, der havde gjort alt rigtigt og nu lå på knæ midt
i restauranten med den åbnede æske med ringen i hånden. Pludselig så han udtrykket
i den elskedes ansigt skifte. ”Aj, sådan en ring kan du altså ikke komme med!” sagde
hun. Ringen var et klenodie og havde tilhørt hans oldemor, farmor og mor. Kvinden
fik en ny ring, men kort efter blev de skilt, og sådan går det, når konceptet
til kærligheden stammer fra amerikanske film.