Hvad er det
med februar? Årets korteste måned. Hvorfor er den af alle hvert år sværest at
komme igennem? Digteren Henrik Nordbrandts berømte digt Året har seksten
måneder med november, november, november, november kan alle danskere
tilsyneladende spejle sig i.

Men februar er efter min mening meget, meget værre.
De tidlige forårsmåneder eller snarere sene vintermåneder, februar og marts var
her i Norden tidligere kendt som hungermånederne. Foderet til dyrene slap op,
og menneskene søgte ud i naturen efter c-vitaminholdige skovsyrer og
brændenælder. Kroppens depoter var opbrugte, og børnene var slatne og sygelige sidst
på vinteren. I februar måned.

I dag er der taget hånd om vinterfoder til dyrene,
vitamin-tilskud køber vi på apoteket, og indtaget af føde er noget, vi forsøger
at begrænse. Alligevel opleves februar hvert år som det tidspunkt, hvor det
kniber allermest med humør og sjælsstyrke. Influenza og forkølelser hjælper heller
ikke på sagen. Tværtimod. At være syg er mest af alt kedeligt. Der er ingen
hvile i det. Kun rastløshed og kedsomhed.

Derfor handler alle
Højskolesangbogens vintersange om tyngde og håbet om forår. ”Februar har gjort
os mindre,” siger Frank Jæger. ”Sne som tynger, is som knuger, vi kan ingenting
forhindre.” Og i år er der oven i købet en dag ekstra i februar! Den eneste
trøst er, at om føje tid, er det glemt. Og når denne klumme bringes, er vi
allerede ude af februar. Forbi, forbi, og sådan bliver alle historier.