Blog Image

Bloggen

Stilhedens lyd

Klummer Posted on %PM, March 16 2016 12:24:11

Der er mange
former for stilhed: Åndeløs stilhed, pinlig stilhed, pludselig stilhed,
anspændt, lyttende, ladet, ja, sågar larmende stilhed. Men det er især inden
for de sidste år, jeg er blevet opmærksom på nuancerne. Oftest, når jeg er ude
at holde foredrag. Det starter med lyttende stilhed, hvor tilhørerne
almindeligvis er vågne og opmærksomme. Men under foredraget kan det ske, at stilheden
bliver intens, nærmest stoflig. Det er, når foredragsholderen har sagt noget
uventet, provokerende, noget der skærper opmærksomheden. Så bliver stilheden
hørbar, man plejer at sige, at man ville kunne høre en knappenål falde til
jorden.

For foredragsholderen er dette det gyldne øjeblik, han har tilhørerne i
sin hule hånd, nu gælder det om ikke at misse; for den åndeløse stilhed skal
gerne munde ud i rolig erkendelse. Jeg plejer at tænke, at hvis den særlige stilhed
opstår tre gange under et foredrag, så er succesen hjemme.

Stilhed er
ikke blot fravær af lyde, stilhed har lige så mange facetter som det talte
sprog. For eksempel i kirken ved begravelser, lige inden orglet sætter i: Nu er
vi samlet og kan bare vente, der er ikke mere at sige. Så lyder de tre
klokkeslag, stilheden brydes og begravelsen kan begynde.

Men ikke alle holder
af den form for stilhed. Nogle finder den dyster og ubehagelig, de foretrækker
blid musik, gerne afdødes yndlingsmusik. Dulmende og adspredende. Den strenge stilhed
er udskiftet, men tænk engang, hvilket kraftfuldt sprog stilhed er.



Februar, februar og februar

Klummer Posted on %PM, March 16 2016 12:22:00

Hvad er det
med februar? Årets korteste måned. Hvorfor er den af alle hvert år sværest at
komme igennem? Digteren Henrik Nordbrandts berømte digt Året har seksten
måneder med november, november, november, november kan alle danskere
tilsyneladende spejle sig i.

Men februar er efter min mening meget, meget værre.
De tidlige forårsmåneder eller snarere sene vintermåneder, februar og marts var
her i Norden tidligere kendt som hungermånederne. Foderet til dyrene slap op,
og menneskene søgte ud i naturen efter c-vitaminholdige skovsyrer og
brændenælder. Kroppens depoter var opbrugte, og børnene var slatne og sygelige sidst
på vinteren. I februar måned.

I dag er der taget hånd om vinterfoder til dyrene,
vitamin-tilskud køber vi på apoteket, og indtaget af føde er noget, vi forsøger
at begrænse. Alligevel opleves februar hvert år som det tidspunkt, hvor det
kniber allermest med humør og sjælsstyrke. Influenza og forkølelser hjælper heller
ikke på sagen. Tværtimod. At være syg er mest af alt kedeligt. Der er ingen
hvile i det. Kun rastløshed og kedsomhed.

Derfor handler alle
Højskolesangbogens vintersange om tyngde og håbet om forår. ”Februar har gjort
os mindre,” siger Frank Jæger. ”Sne som tynger, is som knuger, vi kan ingenting
forhindre.” Og i år er der oven i købet en dag ekstra i februar! Den eneste
trøst er, at om føje tid, er det glemt. Og når denne klumme bringes, er vi
allerede ude af februar. Forbi, forbi, og sådan bliver alle historier.



Ned på knæ

Klummer Posted on %PM, March 16 2016 12:20:31

Det
romantiske frieri er in. Sammen med Halloween og Valentins Day. Hvor folk
tidligere giftede sig ud fra en fælles overensstemmelse, er frieriet i dag en iscenesættelse
med helt rigide regler. Ofte drejer det sig om folk, der har boet under tag sammen
i årevis, og frieriet sker med indstuderet spontanitet, for spontanitet er
vigtig. Ligesom scenen er det. Restauranter er det foretrukne, for dér er man sikret
et publikum. Koreografien byder, at man knæler ned på det ene knæ og samtidig åbner
æsken med ringen til den udkårne.

Et eksempel fra Bruxelles handler om et par, der
var nået frem til restauranten; manden havde indøvet scenen hjemme foran
spejlet, men som middagen skred frem, steg nervøsiteten. Netop da han følte,
tiden var inde, faldt en anden ung mand, to borde væk, på knæ og i en fejende
bevægelse åbnede æsken med ringen. Gæsterne i restauranten klappede og lo, og den
vordende brudgom var aftenens stjerne. Det skal siges, at vor mand gennemførte
sit frieri, men surt er det at blive nummer to.

En anden
sandfærdig historie er om ham, der havde gjort alt rigtigt og nu lå på knæ midt
i restauranten med den åbnede æske med ringen i hånden. Pludselig så han udtrykket
i den elskedes ansigt skifte. ”Aj, sådan en ring kan du altså ikke komme med!” sagde
hun. Ringen var et klenodie og havde tilhørt hans oldemor, farmor og mor. Kvinden
fik en ny ring, men kort efter blev de skilt, og sådan går det, når konceptet
til kærligheden stammer fra amerikanske film.