Kirsten Holst og jeg tager gerne ud på biblioteker for at fortælle om Orkanen fra Hillerød. Efter et besøg på Horsens Bibliotek sidst i oktober kunne man under Bogtips på biblioteks hjemmeside læse dette:

For et par uger siden havde vi på Horsens Bibliotek besøg af de to forfattere Kirsten Holst og Marianne Gade, som på fornøjeligste vis præsenterede deres nye bog, Orkanen fra Hillerød. Bogen er en mailroman med to opdigtede skribenter, og det er alt sammen meget underholdende og utroligt hverdagsagtigt og almindeligt, og det skal opfattes som en ros.

Orkanen fra Hillerød er en skrækkelig og noget karikeret svigermor, som vi elsker at hade. Teenagebørnene opfører sig ind imellem også ligeså rædselsfuldt, som teenagere nu en gang gør, og nabostridigheder, her affødt af hundenes nærkontakt, er også taget under kærlig behandling.

Bogen er underholdende og egner sig glimrende til at læse i mindre bidder – ind imellem og ved siden af. For min skyld må Pernille og Lone gerne fortsætte deres korrespondance.